Din Kurv

Om ACAIACAI


DYBT INDE I VERDENS STØRSTE REGNSKOV VOKSER EN HELT SÆRLIG PALME MED ET HELT SÆRLIGT BÆR. BÆRRET HEDDER AçAI OG VOKSER KUN ÉT STED PÅ KLODEN, NEMLIG DYBT INDE I AMAZONAS REGNSKOV.



Rejsen til det uendelige

Fundamentet for acaiacai® begyndte i efteråret 2011 med en ekspeditionen til verdens største regnskov som skulle vise sig at blive en rejse til jordens smukkeste og mest ufremkommelige sted, en rejse dybt ind i Amazonas’ jungle.

Efter flere måneders planlægning forlod teamet de trygge rammer i det hjemlige og drog mod Rio de Janeiro i Brasilien. En rejse på over 10.000 kilometer. De sødeste og mest gæstfrie mennesker mødte os i lufthavnen og et venskab indfandt sig hurtigt. Et venskab der skulle vise sig at blive vedvarende og altafgørende for acaiacai®.

Fra det sydlige til det nordlige Brasilien
Vi tilbagelagde over 3.000 kilometer i et og samme land, fra det sydlige til det nordlige Brasilien, i følgeskab med vores nye venner, og vi ankom ved midnat til Pará regionen, som er det område i Sydamerika, hvor de smukkeste açaibær vokser. Rejsen fortsatte ved solopgang efter kun få timers søvn, og det var nødvendigt, for rejsetiden var bestemt ikke kort, hvis man ville opleve regnskovens værdifulde bær, inden solen igen gik ned. En firehjulstrækker førte os ad noget, der skulle ligne veje, hvis store huller bilen kun med nød overvandt, og på den måde kom vi dybere og dybere ind i den overvældende tætbevoksede regnskov. 4 timers forhindringsløb uden stop i 36 graders varme føltes som en evighed og sluttede ved foden af verdens største flod, Amazonfloden. Herfra foregik sidste del af den lange rejse i en lille håndbygget træbåd, som førte os ad flere af Amazonflodens omkring 500 bifloder, og endelig efter timers sejlads og lige før solnedgang fik vi vores bær at se.

Livets eliksir
Palmetræer i massevis med smukke mørkerøde açaibær blev virkelighed. Livets eliksir ifølge de lokale indianere. Rejsen til det uendelige, efter måneders planlægning og uforglemmelige oplevelser til lands, til vands og i luften, blev starten på næste kapital, nemlig udfordringen med at bringe acaibærret fra hjertet af verdens største regnskov til det lille smørhul Danmark. En periode på to år, en omfattende ansøgning til de danske fødevaremyndigheder og indgåelse af en aftale med lokalbefolkningen i Brasilien skulle til for at første flysending med økologisk açai ankom til København. Undervejs fandt vi på navnet acaiacai®, udarbejdede vores logo, tegnede selv vores emballage og alt det grafiske. Selv teksterne, som fremgår af produkterne, af hjemmesiden og alt det andet, har vi selv udtænkt og nedskrevet. Vores vision var at skabe vores eget brand uden brug af fancy reklamebureauer eller tekstforfattere, og resultatet er vi faktisk godt tilfredse med. 

Skabt af Moder Jord
I begyndelsen af 2014 stod vi med et produkt, som havde været 2 ½ år undervejs. Nu kan du nyde det med den omhyggelighed som det smukke og yderst fantastiske bær fortjener – det er skabt af Moder Jord dybt inde i verdens største regnskov.